Turen går til Letland fra den 5. til den 13. juni 2021

PÅ JUBILÆUMSTUR MED HARJA

Turen går til Letland fra den 5. til den 13. juni 2021
HARJA var på tur til Letland i 2014, men landet har meget mere at byde på. Denne gang skal vi se noget andet. Det bliver en tur med arkæologi, historie og natur.

Fra den 5. til den 13. juni 2021 drager HARJA på tur. Vi kører rask af sted med Svend som chauffør i en bekvem arkæologivenlig langtursbus med kurs mod Letland. Vi sejler med færgen fra Karlshamn i Sverige til Klaipeda i Litauen. På vejen gennem Litauen gør vi holdt ved Korshøjen, som i sig selv er en uforglemmelig oplevelse. Vi krydser herefter grænsen til Letland, og vi skal lige se nærmere på kurlandsfyrsternes sommerpalads i Rundāle, inden vi når frem til Letlands hovedstad Riga, hvor vi skal bo bekvemt, lige i kanten af den gamle bydel. Arkitektonisk er Riga en sand perle. Det er ikke uden grund, at den gamle bykerne er på UNESCOs verdensarvliste De ældste bygninger blev opført i 1200-tallet.

Vi skal både rundt i Riga og langt ud på landet. Vi skal besøge det spritnye historiske museum i Riga, og det arkæologiske institut ved Letlands universitet har lovet os, at vi må kigge med på en udgravning, hvis de har noget i gang, når vi kommer. Vi skal på rundvisning i KGBs lettisk hovedkvarter og en tur ned i en tophemmelig sovjetbunker. Vi skal ud og se nærmere på en rekonstruktion af en lettisk træborg, sådan som de så ud, da korsridderne kristnede landet med sværdet i 1200-tallet. Vi skal på udflugt i Gauja Nationalpark med en lokal guide, Sandis Laime, der er skrevet ph.d afhandling om lettiske hekse. Han har lovet at vise os interessante steder i den lettiske natur.

Riga set fra oven

Riga set fra oven

Fredag kører vi mod havnebyen Liepāja, hvor vi undervejs gør holdt i Sabile, Europas nordligste vindistrikt. Vi overnatter i Liepāja. Men inden da gør vi holdt ved den skandinavisk vikingebosættelse i Grobina, besøger det arkæologiske center og møder byens nulevende vikinger.

Lørdag kører vi til færgen i Klaipeda. På vejen gennem Litauen kan vi i Palanga nå at besøge Europas største ravmuseum, som har mange spændende baltiske ravsmykker fra stenalderen.

Søndag eftermiddag er vi tilbage i Odense efter en uge fyldt med herlige oplevelser og smagen af Rigas sorte balsam på tungen.

Turbeskrivelsen er blot for at give en idé om, hvad der venter. Programmet er endnu i planlægningsfasen, bl.a. arbejdes der på at arrangere et møde med lettiske detektorfolk. Men vær opmærksom på, at vi skal gå en del til fods, og det er en fordel at kunne forstå engelsk.
Rejseleder på turen er Per Nielsen, sekretær i HARJAs bestyrelse, redaktør af ”Fynboer & Arkæologi” og en kender af lettisk arkæologi, historie og kultur.  Læs mere om turen på følgende link Jubilæumstur til Letland

Spred
  •  
  •  
  •  
  •