Udmelding fra museerne – Info om aflevering af detektorfund

Kære fynske detektorførere

Som følge af Covid-19-situationen har de fynske ”detektorinspektører” ikke mulighed for at mødes med jer og modtage fund i øjeblikket – ganske som det var tilfældet i foråret. Vi er imidlertid på arbejde og kan kontaktes pr. telefon eller mail, hvis I har spørgsmål eller vil orientere os om fund.

HVIS man støder på oppløjede gravfund, skatte eller meget skrøbelige genstande, er det som sædvanligt meget vigtigt at orientere os med det samme for at få aftalt, hvordan fundene skal håndteres og overdrages til museet.

Vi kan fornemme at mange detektorførere har været ekstra meget i marken i det forgangne år, og samtidigt har indlevering både på museerne og ved afleveringsaftenerne i Harja, været præget af aflysninger. Vi forventer derfor, at der ligger virkelig mange fund og venter på aflevering. Næste indleveringsaften i Harja kan desværre ikke realistisk planlægges i øjeblikket, pga. de gældende restriktioner. Følg med på Harjas hjemmeside og facebookside!  

Vi vil varmt opfordre jer alle til løbende at færdiggøre funddokumentation i form af fundlister og fundrapporter mv. for alle de fund der ligger hjemme hos jer. Dette indsendes meget gerne til museet så snart det er færdigt, da det er essentielt for os at have et overblik over, hvad der ligger derude hos jer. Der kan gå flere måneder, før der kan afholdes indleveringaftener eller der igen kan afleveres på museerne, og mange ting kan blive glemt hvis afrapporteringen først skrives lige inden indlevering.

Vi melder selvfølgelig ud, så snart vi har mulighed for at modtage fund på museerne igen.

Vi håber alle vi snart kan samles igen. Indtil da, pas godt på jer selv, hinanden og jeres fund

 

Med venlig hilsen

Malene Refshauge Beck, Nicolai Garhøj Larsen, Sigurd Arve Baslund Bohr, Lone Christine Nørgaard og Mogens Bo Henriksen

Spred
  •  
  •  
  •  
  •