Vedtægt

Harja’s vedtægter

  1. Foreningens navn er Harja, Arkæologisk Forening. Foreningens hjemsted er Odense.
  2. Foreningens formål er at samle amatørarkæologer til fremme af Interessen for arkæologi og gennem foredrag, undervisning, sammenkomster, ekskursioner og lignende at udvide kendskabet til den forhistoriske arkæologi, dels at bringe et samarbejde i stand mellem foreningen og fagarkæologer. Foreningen har en national og international profil.
  3. Som medlemmer kan optages personer, der har interesse for arkæologi. Unge under uddannelse betaler reduceret kontingent.
  4. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år inden den 31. marts. Stemmeberettigede er foreningens medlemmer. Dog har ikke-medlemmer, der deltager i foreningens foredragsarrangementer ret til at vælge højest et medlem til bestyrelsen. Kun fremmødte har stemmeret.
  5. Generalforsamlingen, der indvarsles skriftligt til hvert enkelt medlem med mindst 14 dages varsel, er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.
  6. Generalforsamlingen afholdes efter følgende dagsorden:
              a. Valg af dirigent

              b. Aflæggelse af beretning ved formanden

              c. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

              d. Valg af bestyrelse, 2 suppleanter, 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

              e. Behandling af forslag fra medlemmerne. Forslagene skal være formanden i hænde senest otte dage inden generalforsamlingen.

              f. Fastsættelse af kontingent for det kommende år

              g. Vedtægtsændringer

              h. Eventuelt

  7. Bestyrelsen, der består af 7 medlemmer, vælges for 2 år ad gangen. Efter første års forløb afgår 3 medlemmer efter lodtrækning og derefter skiftevis 4 og 3 medlemmer hvert år. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.
  8. Foreningen tegnes af formanden i forening med 1 medlem af bestyrelsen. I tilfælde af formandens fravær tegnes foreningen af næstformand i forening af 1 medlem af bestyrelsen. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt. Bestyrelsen hæfter ikke for foreningens gæld eller driftsunderskud.
  9. Foreningens regnskab følger kalenderåret.
  10. Ekstraordinær generalforsamling kan kun finde sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 25 % af foreningens medlemmer skriftligt over for formanden udtrykker ønske herom. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde, som den ordinære.
  11. Foreningens opløsning kan kun finde sted ved vedtagelse på en generalforsamling. Der kræves hertil, at mindst 80% af foreningens medlemmer stemmer herfor. Foreningens eventuelle formue tilfalder i så tilfælde den forhistoriske forskning på Fyn. Formuen kan ikke tilfalde enkeltpersoner.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling. Den 30. marts 1971.