
Trine Hedegård Jensen
Bare en fem øre?
Fandt i november en stor, flot grønpatineret norsk 5 Øre fra 1876. I sig selv ikke nogen sjældenhed - men undrede mig over en detalje der var trykt på mønten. Navnet ,,Allan Dahl" - først tænkte jeg det var en ny tilføjelse men undersøgte alligevel lidt på sagen. Og tog gps på mønten, hvis det måske kunne være noget for “Mønt - og Medaljesamlingen” på Nationalmuseet. Det viser sig at være en reklamemønt fra et københavnsk annonce-bureau sidst i 1800’tallet, hvis indehaver var ritmester Allan Aly Hendrik Dahl. Så en helt anden historie gemte sig bag en ret normal norsk mønt

Glenn Abramsson
Magi i middelalderen
Fund er der mange af og hvad skal man dog udvælge som "det bedste fund". Tja det er en svær en. Jeg har valgt denne blyamulet jeg fandt ved Bregninge på Ærø. På for- og bagsiden står med små minuskler (små latinske bogstaver) indledningen til Johannes evangeliet krydret med indledningen til en besværgelse. Vil du læse mere så tryk på knappen og se hvad Nationalmuseet skriver.
Nationalmuseet
"Udfoldet" billeder, Konserveringen - Langelands Museum

Cykelringeklokker
En fundtype, som altid er sjovt at finde, er cykelringeklokker med
reklame fra lokale virksomheder. Folk
med kendskab til historien om disse fine klokker fortæller, at det var de
enkelte cykelhandlere som købte klokkerne præget med deres eget navn. Her kunne
man vælge mellem forskellige motiver (firkløveren er den mest almindelige), og
så bestilte man et antal med sin egen tilvalgte tekst. Navn by og tlf. nr. er
de mest almindelige tekster at finde på klokkerne. Det er derfor ofte klokker
med en lokal tilknytning man finder og så er det bare at søge i arkiverne efter
historien bag navnet på klokken.

Styr på tiden
Også i gamle dage havde man brug for at holde styr på tiden – selv når man var i marken for at arbejde. Derfor finder detektorfolk også dele af ure ude på markerne. Ofte er det dele fra lommeure – både for- og bagsider med fine motiver, mekaniske dele som viser, tandhjul og skiver – samt urkæder og uroptræk/lommeursnøgler. Sidstnævnte kan både være helt simple, eller meget smukt udført med romantiske motiver og farvestrålende sten. De ses her som de små ringe med en lille arm der stikker ud fra hver side af ringen.
Havde man ikke råd til et rigtigt ur, så kunne man i stedet anskaffe sig et lille solur. Med denne lille ring ophængt i en snor, kunne man i sollys med lidt held få en ide om tiden på dagen, ved at aflæse skyggen på de på indersiden af ringen skrevne tal, men særligt nøjagtige har de nu nok ikke været.
