
Harja-rejsen 2023 går til Öland
juni 7 - juni 11
Det bliver en fem-dages tur fra onsdag den 7. til søndag den 11. juni
Om Öland
Öland, “solen og vindenes ø”, som den poetisk bliver kaldt, har samme form som Langeland. Men øen er med sine 135 km mere end dobbelt så lang og 4-5 gange større i areal. Öland har meget at byde på. Med sin centrale plads i Østersøen har der været stor aktivitet gennem tiderne og dermed mange fortidsminder. Fra stenalderen er der bl.a. kystbopladser og jættestuer. Fra bronzealderen er der store gravhøje og store gravröser af sten. Øen er dog mest kendt for jernalderens fortidsminder. Der er store gravpladser med fine skibs sætninger. Blandt offer pladserne skiller den centrale offerplads Skedemosse sig ud. Her er der gjort et unikt guldfund, men der blev også ofret dyr, våben – og mennesker.
Særlig imponerende er de mange ringborge. Der er fundet rester af i alt 19 borge. De er opført i 300 og 400 tallet. Borgene har oprindelig været tilflugtssted for områdets beboere, men senere i jernalderen er der etableret permanent bosætning. Den mest omtalte borg er Sandbyborg, hvor arkæologiske udgravninger de seneste år har afsløret en voldsom hændelse, en ren massakre på befolkningen, men tilsyneladende uden plyndring. En anden kendt borg er Eketorp, der efter mange års udgravninger, er blevet rekonstrueret med en imponerende ringmur.
Fra vikingetiden kendes mange sølvskatte og runesten. Den mest kendte af runestenene er Karlevi stenen, der er rejst i slutningen af 900 tallet efter en dansk viking Sibbe den gode.
Der er en 6 km lang bro fra Kalmar på fastlandet til Öland. På länsmuseet i Kalmar kan vi se fund fra Sandbyborg og fra regalskibet Kronan, flagskibet efter regalskibet Wasa.
Kalmar Slot dannede rammerne for dannelsen af Kalmarunionen i år 1397, hvor Margrete den 1. ´s søn Erik af Pommern blev kronet som konge for hele Norden.
Øen har en spændende og meget varieret natur. Helt unikt er Alvaret, en kalkstensslette, der er optaget på Unescos verdens arvsliste. Kalkjorden og et tørt klima giver en flora med adskillige arter, der ikke findes andre steder i Norden. Der er også en spændende kulturhistorie. Der er kirker, der kan føres tilbage til slutningen af 1000-tallet. Der er stubmøller i mængder. I midten af 1800 tallet var der ca. 2000 møller. I dag er der ca. 350 møller bevarede. Øen er også kendt for sine radbyar – en radby er en by, hvor alle gårdene ligger ved siden af hinanden (på rad og række) langs bygaden eller landevejen.
Om turen
Vi kører bus med Svend Amlund som chauffør. Der er plads til 30 personer i bussen. Vi skal overnatte på Hotel Skansen i Färjestaden, der ligger central på øen.
Prisen for busrejse, overnatning i delt dobbeltværelse med morgen- og aftensmad er cirka 5.500 kr. pr. person.
Der er en merpris på 1.800 kr. for enkeltværelse.
Tilmelding følger først-til-mølle-princippet.
Tilmelding senest 1. maj. Før det tidspunkt kan evt. framelding ske med tilbagebetaling af det indbetalte beløb; efter dette skæringstidspunkt refunderes alene forventede udgifter til forplejning.
Tilmelding til Jens Kjærgaard, mail jens_agneta@msn.com (telefon 23680405)
NB Der er foredrag om turen den 29. marts. https://harja.nu/event/olandske-fristelser/
